Søn dømt for mishandling af sin mor

41-årig mand idømt tre år og tre måneders fængsel for langvarig mishandling af sin mor og voldtægt af ekskæreste.

091211_Retten_i_Holstebro.jpg

Retten i Holstebro fandt mandag en 41-årige mand skyldig i mishandling af sin mor. Manden blev anholdt den 10. marts i år og har siddet varetægtsfængslet lige siden. De sidste fire dage på anklagebænken i Holstebro. 

Her har flere vidner i følge Dagbladet Holstebro-Struer forklaret, hvordan den delvist lammede og plejekrævende mor blev udsat for vold og trusler af hendes egen søn. 

I retten blev anklagerne mod den 41-årige søn blot styrket af videoovervågningsbilleder, der viser, hvordan sønnen slår sin mor, mens hun ligger hjælpeløs i sengen.

- Fordi det foregår løbende og kontinuerligt er det mishandling, lød det i følge Dagbladet Holstebro-Struer fra dommer Lone Drengsgaard.

Den 41-årige, der hele vejen igennem har erklæret sig uskyldig, blev derfor ikke kendt skyldig i "blot" almindelig vold, som hans forsvarer gik efter, men altså i decideret mishandling.  

Der ud over blev den 41-årige også dømt for voldtægt og trusler mod en tidligere kæreste.

Retten takserede straffen til tre år og tre måneders fængsel. Den 41-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.