Sølvkvinderne imponerede de yngste fans i Viborg

Flere tusind mennesker hyldede kvindelandsholdet for deres EM-sølvmedalje.

Mads, Jessica og Bogdan, der går i 2.z på Vestervangskole i Viborg, er imponerede over fodboldkvindernes EM-sølvmedaljer.
Mads, Jessica og Bogdan, der går i 2.z på Vestervangskole i Viborg, er imponerede over fodboldkvindernes EM-sølvmedaljer.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Unge som mange, mænd som kvinder stod mandag eftermiddag klar til at fejre kvindelandsholdet i fodbold. Over middag landede de i Midtjyllands Lufthavn i Karup med EM-sølvmedaljer om halsen. Her fra blev de blev kørt med bus til Viborg Rådhus, hvor flere tusind spændte fans stod klar til at tage imod dem.

- Jeg er glad. De har klaret det godt, siger 8-årige Mads, der går i 2.z på Vestervang Skole i Viborg.

- Det var sjovt, meget sjovt, for man får lov til at se dem i virkeligheden. Det var meget fantastisk, og imponerende at de har klaret sig så godt, siger 8-årige Jessica, der også går i 2.z på Vestervang Skole i Viborg, og som også selv spiller fodbold.

Vil også på landsholdet

40 elever fra Vestervang Skole stod sammen med deres lærere klar med flag i hænderne og på kinderne for at fejre sølvkvinderne, der i finalen tabte 4-2 til værtsnationen Holland.

Flere af skoleeleverne havde fulgt fodboldkvinderne i fjernsynet.

- Jeg så kampen, men jeg synes bare, det var øv, at de ikke vandt, siger Jessica.

Kvindelandsholdet fik overrakt blomster og gaver af Viborgs borgmester, Torsten Nielsen (K), som også holdt tale for pigerne og de mange fremmødte. Også landsholdets anfører Pernille Harder, der kommer fra Tulstrup, sagde et par ord til de mange fremmødte.

Måske kan kvindelandsholdets succes være med til at få endnu flere til at begynde at spille fodbold.

- Jeg skal til at begynde til fodbold. Det giver energi, og så har man noget at se op til, siger Mads, der drømmer om en dag at komme på landsholdet.

EM-sølvvinderne var i Viborg en times tid og blev derefter kørt til København, hvor de skal fejres på Københavns Rådhus og i Tivoli.

2. klasse fra Vestervangskole i Viborg tog et smut til rådhuset for at hylde kvindefodboldlandsholdet.
2. klasse fra Vestervangskole i Viborg tog et smut til rådhuset for at hylde kvindefodboldlandsholdet.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

I videoen kan du se, hvordan kvindelandsholdet blev hyldet på rådhuset i Viborg.