Socialrådgivere skal på skoler

Flere kommuner får økonomisk støtte fra Socialministeriet. Pengene skal bruges til at ansætte socialrådgivere.

Morsoe Kommune skilt.jpg

Der er nu millioner på vej fra Socialministeriet til flere kommuner her i landsdelen. Pengene er sat af til at ansætte socialrådgivere på blandt andet skoler.

Thisted Kommune får 2,6 mio. kroner, mens Morsø Kommune får to mio. kroner. Derudover får Silkeborg Kommune også et beløb.

Ansættes på skoler og daginstitutioner

I Morsø Kommune skal der ansættes fem socialrådgivere. De skal blandt andet gennemføre individuelle samtaler med børnene og arrangere temamøder om emner som alkohol, skilsmisse, sorg og venskaber.

I Thisted Kommune skal socialrådgiverne både ansættes på skoler og i daginstitutioner. De skal blandt andet deltage i hjemmebesøg og samarbejde med personalet.

"Det er vigtigt med en stærk tværfaglig indsats, så vi hurtigst muligt kan opdage, hvis der er børn, der ikke trives", fortæller socialminister Benedikte Kiær.

I alt er der afsat 15,8 millioner kroner til 6 kommuner.