Socialdemokratisk kampvalg i Thisted

Socialdemokratisk kampvalg i Thisted

Der er taget hul på valgkampen i Thisted frem mod det kommende kommunalvalg i 2017. Henning Holm udfordrer Ulla Vestergaard.

Efter fristen for at melde sit kandidatur som borgmesterkandidat udløb i går, står det klart, at socialdemokraten Henning Holm bliver førsteudfordrer til gruppeformand Ulla Vestergaard i kampen om at blive borgmesterkandidat for socialdemokraterne i Thisted Kommune.

- Jeg synes, det er super, at demokratiet får lov til at spille en rolle, og at der er nogen, som vil stille op og være med til at tage ansvar for at få vores kommune til at udvikle sig, siger Ulla Vestergaard.

Og selvom kommunevalget først løber af stablen i 2017, er Ulla Vestergaard så småt begynde at indstille sig på valget.

- Jeg vil arrangere et borgermøde, hvor borgere i Thisted Kommune kan komme og snakke med mig om, hvilken politik, det er, vi skal føre. Det er ikke bare for socialdemokrater, men for alle, der har en mening om, hvordan vi skal føre vores kommune videre fra, hvor den er i dag.

Henning Holm ønsker i skrivende stund ikke at udtale sig.