Socialdemokrater går ind i teoriprøvesag

Folketingspolitikerne Simon Kollerup og Karin Gaardsted går nu også imod Rigspolitiets planer om at reducere antallet af teoriprøvesteder i landsdelen.

teori.jpg

Som det ser ud i dag er der ni teoriprøvesteder i Midt-og Vestjylland. Mandag kom det frem, at Rigspolitiet vil reducere antallet til to som en del af en centralisering på området.

Det fik blandt andre Esben Lunde Larsen fra Venstre til at gå ud og kritisere planerne, fordi det vil betyder lang rejsetid for unge i udkantsområderne, hvis teoristederne skal ligge i de større byer.

Nu møder han opbakning fra Socialdemokraterne Karin Gaardsted og Simon Kollerup.

- Man skal huske på, at det her er for unge mennesker, der endnu ikke har fået deres kørekort endnu. Det betyder altså, at de skal bruge den offentlige transport, som er rigtig dårligt udviklet i vores del af landet. Derfor synes jeg, det er helt urimeligt, at skære det her ned til to steder i landet, siger Simon Kollerup.

Karin Gaardsted er enig i partifællens kritik.

- Det her er et tegn på, at myndighederne fjerner sig fra borgerne. To teoristeder i vores kæmpestore politikreds. Det er simpelthen ikke i orden, siger hun.

I dag koster det 600 kroner for køreskoleelever at komme til teoriprøve. En evt. rejseudgift skal lægges oveni - måske af flere omgange, hvis eleverne dumper.

2:27
Socialdemokrater kritiserer nu også, at antallet af teoriprøvesteder i vores landsdel skal reduceres fra ni til to.