Socialdemokrat: Skyline er regeringens ansvar

Socialdemokrat: Skyline er regeringens ansvar

Erhvervsministeren har ansvaret for at finde en løsning, siger tidligere folketingsmedlem Jens Peter Vernersen.

Regeringen kan ikke løbe fra, at den har et ansvar for at hjælpe de mange tusinde bredbånds-kunder, der er kommet i klemme efter konkursen i Skyline.

Så kontant lyder det nu fra det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem Jens Peter Vernersen fra Holstebro.

- Vi skal ikke glemme, at det er erhvervsminister Ole Sohn, som er tovholder på det her. Og det er ham, der må finde en løsning. Vi skal forpligtige nogle af teleselskaberne til at overtage det, som Skyline har liggende og så se at få det åbnet. Hellere i dag end i morgen, siger Jens Peter Vernersen til TV/MIDT-VEST.

Nu er forbindelsen væk

Vernersen er formand for grundejerforeningen i Vedersø Klit, og ligesom mange andre sommerhusejere mistede han tirsdag sin bredbåndsforbindelse.

TV/MIDT-VEST har uden held forsøgt at få en kommentar fra erhvervsminister Ole Sohn. Det er tilsyneladende kommet som en overraskelse for ministeriet, at der nu er lukket for forbindelsen fra Skyline. 

Skyline havde 40.000 kunder, som mister deres internet, efter at kuratorerne har opgivet at redde selskabet eller at sælge aktiviteterne til en anden udbyder. Skyline leverede bredbånd gennem luften og kunne dermed nå kunder, som ellers ikke kunne få en hurtig internetforbindelse.

Interview med Jens Peter Vernersen, formand for grundejerforeningen i Vedersø:

01:51 Luk video

 

02:27 Luk video