Socialdemokrat: Ser positivt på at fjerne nøddeafgiften

Erhvervsordfører fra Socialdemokratiet ser positivt på regeringens forslag om at fjerne nøddeafgiften, men stiller spørgsmålstegn ved finansieringen.

Thomas Jensen er positivt indstillet overfor at fjerne afgiften, men mangler stadig at se, hvor pengene skal komme fra.
Thomas Jensen er positivt indstillet overfor at fjerne afgiften, men mangler stadig at se, hvor pengene skal komme fra.

Tidligere i dag kom det frem, at regeringen i deres finanslovsudspil blandt andet lægger op til at fjerne afgiften på nødder. 

Thomas Jensen fra Socialdemokratiet er glad for, at den næsten 100 år gamle afgift nu bliver fjernet. 

- Det er positivt, at man vil fjerne en afgift, der ikke er noget sundhedsmæssigt belæg for. Det er svært at forsvare den afgift. Jeg har gerne villet fjerne den afgift i flere år, siger erhvervsordføreren. 

De positive toner kommer dog ikke uden et vist forbehold. 

- Det, jeg dog mangler i regeringens udspil, er, hvor pengene skal komme fra. Er det ældreplejen, der skal holde for? Er det vores børnehaver, der skal finansiere det her med nedskæringer? For så vil vi naturligvis ikke være med, siger Thomas Jensen.

Han holder dog fast i, at nøddeafgiften er unødvendig og han ser den gerne fjernet, så længe pengene er der til det. 

- Lad os se. Regeringen har lovet at komme med finansieringen i morgen, og så må vi se, om det er noget, som vi bliver inviteret ind til forhandlinger om, og så vil vi se positivt på det, siger erhvervsordføreren. 

Fjernelsen af nøddeafgiften var en del af regeringens erhvervs- og iværksætterudspil, som de kom med på et pressemøde onsdag formiddag.