Snevejr driller trafikken

Årets første snevejr har ramt Midt- og Vestjylland, og det giver trafikale problemer flere steder i regionen (seerfoto).

img52d3db1dd3c822.jpg

Nogle har glædet sig i flere måneder, mens andre har haft det helt fint med regn og plusgrader.

13. januar blev dagen, hvor årets første snevejr endelig ramte Midt- og Vestjylland, og det har givet masser af sne og glatte veje.

På Oddesundvej syd for Thisted er en tysk lastbil gledet af vejen (foto), og Falck har allerede haft en god håndfuld opgaver i det midt- og vestjyske i dag, hvor der flere steder har været fygning. Også i Bjerringbro er en lastbil røget i grøften, ligesom der i hele landsdelen meldes om sne- og isglatte veje.

- Folk skal køre forsigtigt og køre efter forholdene. Det er vigtigt at orientere sig om vejrmeldingerne, når man kører hjemmefra, så man kan tage sine forholdsregler allerede om morgenen, siger Thomas Dietz, der er vagtcentralchef i Falck.

Efter en rekordvarm december har der ikke været meget hvidt i luften denne vinter. Og det milde vejr betyder, at folk endnu ikke har vænnet sig til at køre i sne i år.

- Jeg kan godt være lidt bekymret for, at det glatte føre kommer bag på folk nu, hvor der er gået så lang tid med mildt vejr. Derfor er det også vigtigt, at man sørger for at fjerne is fra ruderne, så man har ordentligt udsyn og kan køre efter forholdene, fortæller vagtcentralchefen.

I følge de seneste vejrmeldinger stilner snevejret af igen sidst på eftermiddagen.

1:38
Med mandagens snefald fil sneryddere hos Entreprenørfirmaet Kaj Bech i Holstebro noget at se til. I alt blev 35 tons sendt ud på veje og stier i Holstebro Kommune.