Snart slut med mælkekvoter

I 2015 er det slut med mælkekvoter i Danmark. Et af de store samtaleemner på kvæg kongres i Herning i dag.

maelk1.jpg

Tredive år med mælkekvoter får snart en ende. Om et år kan mælkebønderne skrue så meget op for produktionen, som de har lyst til.

Så det er naturligt nok et af de helt store samtaleemner på årets kvægkongres i Herning i dag.

- Der bliver snakket rigtig meget om det. Det er et tiltag, som vi har manglet i mange år. For langt de fleste handler det om, at få optimeret, fortæller Kristian Gade, som er bestyrelsesmedlem i kvægafdelingen af Landbrug og Fødevare.

Kristian Gade tror også, at ophævelsen af mælkekvoter vil føre nye arbejdspladser med sig.

- Det handler om arbejdspladser - producerer vi mere mælk, så kommer der flere arbejderpladser på mejerier og håndværker, siger Kristian Gade.

Landmænd glæder sig

En af dem, som glæder sig til kvoterne er fortid, er landmand Osvald Dalgaard.

- Det bliver helt dejligt, fordi nu har vi levet med kvoterne i 30 år. De har stort set været der altid mens vi har haft køer, og de har været en bremseklods hele tiden, siger Osvald Dalgaard.

Landbrug & Fødevarer vurderer, at danske landmænd i 2020 vil producere seks milliarder kilo mælk - det er 20 procent mere end i dag og vil øge dansk mejeri-eksport med 25 procent.

Osvald Dalgaard regner med, at han kan hæve sin produktion fra 2,1 mio kilo pr år til 3,1 mio kilo.

Mælkekvoter siden 1980´erne

I begyndelsen af 1980'erne var der stor overproduktion af mælk og mejeriprodukter i Europa. Derfor besluttede landbrugsministrene i det daværende EF, at produktionen skulle begrænses og reguleres. Det skete med indførelsen af et loft over produktionen - mælkekvotesystemet - pr. 1. april 1984.

De enkelte medlemslande fik tildelt et maksimum for den samlede mælkeproduktion i et kvoteår (kvoteåret løber 1. april til 31. marts). Danmarks landekvote blev i 1984 fastsat til 4.932 mio. kg. (Mælkeproduktionen i 1981 plus en procent). Det er EU's Landbrugsministerråd, der fastsætter landekvoten. Efter flere kvotenedsættelser, specielt i 80'erne, har Danmarks landekvote frem til 2006 været nogenlunde konstant på 4.455 mio. kg. Men i september 2003 besluttede Ministerrådet at fastsætte EU's landekvoter indtil 2014/15, hvorefter kvotesystemet ophører. Samtidig blev kvoterne forhøjet med i alt 3,5% i perioden 1. april 2006 til 1. april 2008

Kilde: Danske Mejeriers mælkeudvalg.