Snarrådige vidner hjælper politiet til at fange tyve

Vidner til et tyveri fik hurtigt slået alarm og hjalp efterfølgende politiet til at finde gerningsmændene.

Politiet i Herning roser vidner for at hjælpe til hurtig opklaring af tyveri.
Politiet i Herning roser vidner for at hjælpe til hurtig opklaring af tyveri.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

To formodede tyve blev torsdag aften pågrebet af politiet i Herning, kort efter de to havde forsøgt at stjæle firehjulet crosser. Politiet roser vidner for at være hurtige og hjælpsomme.  

- Der går cirka en halv time fra vi får anmeldelsen til de to er anholdt. Det er rigtig flot og en god historie for os, siger Lars Elmstrøm, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Herning. 

Omkring klokken 21 så flere vidner to unge mænd i færd med at forsøge at starte en ATV (en firehjulet motocross-maskine red.) på en privat adresse på Islandsvej i Herning. 

- Vidnerne observerer de to gerningsmænd og ringer så efter politiet, siger Lars Elmstrøm. 

Lars Elmstrøm forklarer, at ATV'erne normalt kan være relativt lette at starte, fordi der ikke altid kræves en nøgle. På trods af det, lykkedes det ikke de to formodede tyve at starte ATV'en. I stedet slæbte de to gerningsmænd af sted med AVT'en. 

De to formodede tyve blev spottet af vidner her på Islandsvej i Herning

- Da vidnerne får givet vores patrulje et meget godt og ret nøjagtigt signalement, hjælper de med at gå ud i kvarteret for at lede efter de to. Og det er faktisk vidnerne, der finder de to, fortæller Lars Elmstrøm.  

Ifølge politiet stak de to formodede tyve af til fods, da de opdagede at vidnerne havde spottet dem. 

- Lidt der fra bliver de så igen opdaget af vores patrulje. De stikker så i hver sin retning, så vi må ud at løbe lidt, siger Lars Elmstrøm.

De to gerningsmænd blev anholdt efter politifolkene havde løbet dem op. Der er tale om to unge mænd, den ene fra Aabenraa og den anden fra Herning. 

- Ham kender vi i forvejen, siger Lars Elmstrøm. 

Begge gerningsmænd nægter sig ifølge Lars Elmstrøm skyldige, men politiet har sikret sig nogle forskellige stykker værktøj, som der muligvis kan sikres DNA-beviser på.