Smykker for 650.000 kroner stjålet i Viborg

Tre rumænere er sigtet for tyveri af smykker til en anslået værdi af omkring 650.000 kroner.

Tre rumænske statsborgere bliver mandag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Viborg. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad. De er sigtet for at stå bag et røveri af smykker hos Salmans Guldsmedie i Viborg søndag aften klokken 22. 

Avisen skriver, at det drejer sig om tre mænd på henholdsvis 35, 33 og 27 år. Ifølge anklageren blev der ved røveriet stjålet guld- og diamantsmykker til en anslået værdi af omkring 650.000 kroner.

Tjenestehunde fandt frem til den ene af rumænerne klokken 23.03. De to andre blev omkring tre kvarter senere også anholdt og sigtet.

Viborg Stifts Folkeblad skriver, at de tre er sigtet efter straffelovens paragraf 276. De risikerer op til seks års fængsel. Ifølge sigtelsen, som blev læst op, før dørene blev lukket for offentligheden, fremgår det, at tyvene er kommet ind til guldsmeden via et kældervindue i ejendommen.