SMS'er modvirker tyveri

Butikkerne på gågaden i Nykøbing har stor succes med at danne SMS-kæde for at undgå butikstyverier.

smskaedenykobing.jpg

I 2009 tog butikkerne i gågaden i Nykøbing et nyt middel i brug for at undgå butikstyverier. En SMS-kæde blev organiseret, så de butiksansatte kunne advare hinanden ved et tyveri.

- Så snart vi får en sms, så kigger vi sådan lidt mere, end vi ellers ville have gjort - så dækker vi ligesom lidt mere op, forklarer Berit Vester, indehaver af Matas i Nykøbing.

Metoden er "suveræn"

To år efter SMS-tiltaget blev sat i gang er 285 butiksansatte med i samarbejdet mod tyveri. Det har givet kontante resultater.

- Det er helt sikkert, at vi tager rigtigt mange. Og det har en stor effekt på at der nok er flere, der lader være. Økonomisk kan vi mærke det når vi gør status, så kan vi se, der ikke er så meget svind, som der normalt er, uddyber Berit Vester.

Den udvikling bekræfter Michael Hansen, der er næstformand for handelsstandsforeningen i byen. 

- Det er suverænt, lyder den korte konklusion fra ham.

Han ejer en guldsmedebutik midt på gågaden, og for hans ansatte har samarbejdet også haft en anden gavnlig effekt.

- Butikspersonalet er blevet mere roligt. Det er ikke så faretruende, når der kommer nogen ind - vi ved det allerede, når der kommer, forklarer han.

Hurtig udrykning af lokalpolitiet og mere videoovervågning har også bidraget til en præventiv virkning.

smstyv.jpg