Små byer må undvære fibernet

Jysk Energi stopper nu med at grave fibernet ned. Det koster selskabet for meget, i forhold til hvad de tjener.

151015 Fiber.jpg

Gennem de seneste år har 7000 borgere i henholdsvis Holstebro, Struer og Lemvig kommuner fået fibernet gravet ind til deres huse. På den måde kan de få hurtigt internet og tv. Men Jysk Energi vil nu ikke sætte spaden i jorden flere steder.

»Det er for dyrt at grave fiber ned i forhold til, hvad vi kan tjene på det. Derfor har vi sammen med vores bestyrelse besluttet at sætte det på hold,« siger Lars Naur, som er direktør i Jysk Energi til Dagbladet Holstebro Struer.

Søger offentlig støtte

Jysk Energi vil gerne fortsætte med at udrulle fibernet, men det kræver, at staten også vil støtte økonomisk. Blandt andet peger direktøren på, at Ringkøbing-Skjern Kommune har fået 70 millioner kroner i støtte fra EU-midler.

»Vi opfordrer nu kommunerne til at lave projekter for udrulning af internet, hvor de søger om offentlig støtte. Hvis det lykkes, så vil vi gerne være med,« siger Lars Naur.

Til Dagbladet Holstebro Struer understreger direktøren, at projekter hvor anlægsarbejdet er sat i gang, vil blive gennemført.