Slutspurt sikrede HCM point mod Kolding

Espen Lie Hansen udlignede til 27-27 tre sekunder før tid for HC Midtjylland.

Kampens forløb taget i betragtning må HCM-spillerne være ganske godt tilfredse med deres ene point mod KIF. Arkivfoto.
Kampens forløb taget i betragtning må HCM-spillerne være ganske godt tilfredse med deres ene point mod KIF. Arkivfoto.

En sensationel slutspurt sikrede HC Midtjylland det ene point, da de mandag aften gæstede guldfavoritterne fra KIF Kolding København.

KIF har ikke fået den bedste start på sæsonen i herrernes håndboldliga, og mandag kom klubben ud for en ny skuffelse, da det kun blev 27-27 på hjemmebane mod HC Midtjylland.

Tilskuerne i Kolding kunne klappe spillerne til pausen med en føring på 17-12 i ryggen, og på det tidspunkt lignede det ikke en forestilling, der skulle komme nogen spænding ind i.

Især den tidligere landsholdsmålmand Marcus Cleverly var veloplagt før pausen og gav midtjyderne problemer, da den 35-årige keeper imponerede ved kun at lukke et mål ind i første halvlegs sidste 13 minutter.

Dermed var han stærkt medvirkende til, at KIF Kolding København kunne vende 10-11 til en pauseføring på fem mål.

Men midtjyderne viste sig langt fra slået, for med den norske storskytte Espen Lie Hansen som foregangsmand gik midtjyderne til angreb på hjemmeholdet straks efter pausen.

Efter tre fjerdedele af forestillingen var stillingen igen helt lige ved 20-20.

KIF Kolding København fik kortvarigt et nyt overtag og førte 25-22, men de midtjyske gæster sled sig på ny ind i kampen, og det var meget passende, at kampens store markspiller, Espen Lie Hansen, tre sekunder før tid kunne sikre holdet point med sin scoring til 27-27.

Det var nordmandens tiende scoring, og dermed blev han kampens suveræne topscorer.

Med resultatet har KIF Kolding København tre point efter de første tre kampe. Midtjyderne har samlet fem.

/Ritzau/