TV MIDTVEST

Slut med nedrivningspenge til landdistrikter

Nedrivningspuljen, der giver kommunerne penge til at fjerne faldefærdige rønner, er ikke med på regeringens finanslovsforslag i 2012.

Siden 2009 har kommunerne haft mulighed for at søge om penge til at rive faldefærdige huse ned og forskønne og udvikle landdistrikterne. Men nu er det slut. Den nye regering har ikke nedrivningspuljen med på deres finansforslag til 2012.

- Det er virkelig ærgerligt, hvis puljen ikke er med på finansloven næste år. Vi er kommet godt i gang med at fjerne de faldefærdige huse, men vi er ikke færdige, og det vil være dumt at stoppe puljen nu, mener Morsø Kommunes borgmester Lauge Larsen.

I de to år nedrivningspuljen har eksisteret har kommunen i alt fået 6.245.000 kroner. Også Lemvig Kommune har modtaget flere millioner kroner fra puljen.

- Jeg er meget ked af, at der ikke vil være en pulje i 2012. Pengene har gjort god gavn, og det er svært at forestille sig, at vi som kommuner kan være dem, der går ind og rydder op. Jeg er overrasket over, at nu når vi har fået en minister for landdistrikterne, at regeringen så ikke tager nedrivningspuljen med på finansloven, forklarer Lemvig Kommunes borgmester, Erik Flyvholm.

Lemvig Kommune har de seneste to år fået 6.880.000 kroner fra puljen.

Struers borgmester: Vi er ved at være i bund

Niels Viggo Lynghøj, der er borgmester i Struer Kommune er dog ikke så ærgerlig, som sine kollegaer:

- Vi har haft puljen i to år, og den har gjort den gavn, den kunne. Jeg mener, at vi er ved at være godt i bund nu. Der er ikke længere huse, der er i sammenstyrtningsfare, siger borgmesteren.

Struer Kommune har i alt fået 5.535.000 fra nedrivningspuljen. I 2009 var der 34 kommuner, der fik penge fra puljen, mens der i 2010 var 38 kommuner, der fil tilskud til nedrivning og forskønnelse.

Se her, hvor meget kommunerne i Midt- og Vestjylland i alt har fået:

- Struer Kommune: 5.535.000 kroner- Morsø Kommune: 6.245.000 kroner- Lemvig Kommune: 6.880.000 kroner- Viborg Kommune: 8.760.000 kroner- Ringkøbing-Skjern Kommune: 9.160.000 kroner- Skive Kommune: 10.175.000 kroner- Thisted Kommune: 12.780.000 kroner- Vesthimmerlands Kommune: 12.900.000