Slut med Facebook og SMS

Eleverne på Hardsyssel Efterskole må undvære deres mobiltelefoner og computere de første 14 dage af skoleåret.

19EfterskoleMOBIL.jpg

Det er noget af en prøvelse, som Hardsyssel Efterskole udsætter sine elever for. De må nemlig hverken have en mobiltelefon eller en computer de første 14 dage af et det nye skoleår.

- Det er først og fremmest fordi vi gerne vil have nærver og være sammen med eleverne. Og alle de indtryk der kommer hjemmefra og udfra, de kan godt være forstyrrende når man skal lære 90 nye mennesker at kende, siger forstander Rolf Sanderhoff.

Egentlig ret fedt

Sådan har det være på Hardsyssel Efterskole i de fire år, hvor Rolf Sanderhoff har været forstander. Men det er ikke helt nemt for eleverne.

- Jeg savner Facebook helt vildt. Bare det at kunne se, hvad de andre laver, og kunne skrive med dem. Det er blevet taget fra én meget hurtigt, siger Anna Tornvig der går i 10. klasse. Hun tilføjer dog:

- Det er faktisk ret fedt. For man lærer en masse mennesker at kende, ved ikke bare at sidde og kigge ned i sin telefon.