Slovensk landsholdsspiller til BSV

31-årig slovener skal styrke forsvaret hos Bjerringbro-Silkeborg, der må undvære Klaus Thomsen resten af sæsonen.

011014PeterPucelj2.jpg

Håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg har efter længere tids søgning fundet manden, der skal forstærke klubbens skadesplagede forsvar.

Det drejer sig om den 31-årige slovenske landsholdsspiller Peter Pucelj, der i sidste sæson spillede for den tyske klub Eisenach. Han skifter til det midtjyske med det samme og har skrevet kontrakt for resten af sæsonen.

Bjerringbro-Silkeborg har haft akut brug for forstærkning, siden landsholdsspilleren Klaus Thomsen pådrog sig en alvorlig knæskade, der holder ham ude resten af sæsonen.

- Pucelj er ikke en fuldgod erstatning for Klaus Thomsen, som på kort tid fik utrolig stor betydning for os både på og uden for banen. Men vi skal være glade for, at det her midt i sæsonen er lykkedes at hente en dygtig og fysisk stærk spiller, der har international erfaring fra landsholdet og Champions League, siger klubbens cheftræner Peter Bredsdorff til tvmdtvest.dk.