Slovensk kæmpe skifter til Skjerns håndboldmestre

Jan Grebenc ser skiftet fra RK Gorenje Velenje til Skjern Håndbold som et skridt op i karrieren.

Jan Grebenc rykker til Skjern Håndbold. Foto: Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

De danske mestre fra Skjern Håndbold har fået tilgang af den slovenske landsholdsspiller Jan Grebenc.

Læs også Guldfejring i Skjern: Det er svært at gøre op i penge

Den 195-centimeter høje bagspiller er skiftet fra RK Gorenje Velenje til den danske klub på en toårig kontrakt, skriver klubben på sin hjemmeside.

- Skiftet til Skjern Håndbold er et skridt op i min karriere. Jeg er parat til at give alt for at hjælpe klubben og gøre fansene stolte ved at vinde medaljer og opnå succes i Champions League, siger Jan Grebenc.

Skjern-træner Ole Nørgaard er glad for at få tilført en spiller med international rutine til Skjerns trup.

- Jan har skudkraften og farten i sit spil som sine primære spidskompetencer, som vi umiddelbart ser som direkte overførbare til vores kollektive spil, siger Ole Nørgaard.

Foruden Grebenc råder Skjern over bagspillerne Kasper Søndergaard, Eivind Tangen, Thomas Mogensen, Jesper Konradsson og Jonathan Stenbäcken til den kommende sæson.

Læs også Skjern vinder DM-guld