Slovak må vente i cellen trods hustrus bøn

Advokat brugte usædvanlige argumenter for løsladelse af slovakisk mand, der er tiltalt for vold mod justitsministerens kæreste. Retssagen begynder 6. juli.

Slovakken er anklaget for at skulle have slået Søren Papes forlovede Josue Vasquez. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

En 34-årig mand fra Slovakiet, der er tiltalt for at have overfaldet justitsminister Søren Pape Poulsens (K) forlovede, skal fortsat sidde varetægtsfængslet i Danmark.

En dommer i Københavns Byret besluttede onsdag, at opholdet bag tremmer skal forlænges frem til 6. juli. Den dag kommer sagen for retten og ventes afgjort.

Læs også 34-årig mand sigtet for vold mod Søren Papes forlovede

Dermed valgte dommeren at se bort fra en stribe argumenter, som advokat Michael Sahl Nielsen fremførte i onsdagens retsmøde.

Blandt andet påpegede han, at knytnæveslag i nattelivet typisk straffes med 30 dages fængsel, men at den tiltalte med forlængelsen nu ender med at tilbringe mindst 50 dage bag tremmer.

- Der er ved at være et stort proportionalitets-problem, sagde advokaten.

Desuden henviste han til et brev og en lægeerklæring, som den tiltaltes højgravide hustru har sendt.

Heraf fremgår det, at hun ifølge en læge er i fare for at abortere, og at behovet for at have manden ved sin side derfor er helt ekstraordinært.

Ikke desto mindre valgte dommeren altså at følge begæringen fra anklager Jack Hurup. Fængslingen skal sikre den tiltaltes tilstedeværelse under sagen, og at en eventuel udvisning efterfølgende vil kunne eksekveres.

Den påståede voldsepisode fandt sted natten til 17. maj omkring klokken 03.30 ud for LA Bar på Gammel Mønt i det centrale København.

Læs også Søren Papes forlovede overfaldet i København

Her skal slovakken ifølge anklagen have slået justitsministerens forlovede, Josue Vasquez, med knyttet hånd i ansigtet og udtalt "I don't like homos".

Den tiltalte, der var i Danmark for at se VM i ishockey, nægter sig skyldig.

Selv om der er tale om en simpel voldssag, har den fået stor opmærksomhed. Ikke mindst fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kort efter episoden - uden antydningen af forbehold - konstaterede, at Papes kæreste var blevet udsat for en hadforbrydelse.

Efterfølgende har anklagemyndigheden valgt at frafalde netop den sigtelse. Opfattelsen er dog fortsat, at slovakken har sagt, at han ikke kan lide bøsser.

Sagen indtil videre

  • Natten til 17. maj møder Josue Vasquez og en slovakisk mand hinanden på en bar i det centrale København. Ud på natten bliver slovakken anholdt for at have slået Vasquez og for at have udtalt "I don't like homos".
  • Op ad dagen 17. maj bliver den 34-årige slovak i et retsmøde varetægtsfængslet frem til 30. maj. Han sigtes for vold og for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf, som også bruges ved hadforbrydelser.
  • I et retsmøde 30. maj oplyser anklagemyndigheden, at der er rejst tiltale for vold, men at sigtelsen om hadforbrydelse frafaldes. Dommeren forlænger fængslingen frem til 13. juni.
  • I et retsmøde 13. juni beslutter dommeren, at den tiltalte skal sidde fængslet frem til dom.
  • Retssagen begynder og afsluttes efter planen i Københavns Byret 6. juli.