Slagteriudvidelser i Sevel og Naur på trods af protester

Alt tyder på, at slagterierne i Naur og Sevel for lov til at udvide på trods af adskillige protester fra lokale borgere.

220813_Sevel_Slagteri.jpg

Lokalplanerne for slagterierne i Naur og Sevel er indstillet til godkendelse på teknisk udvalgs møde tirsdag, skriver Dagbladet Holstebro.

Det er slagteriet Moesgaard Meat i Naur og Sevel Slagteri, som ønsker at udvide. Der er ifølge Dagbladet lagt op til, at teknisk udvalg vil anbefale en endelig godkendelse af de to udvidelser i byrådet i begge tilfælde.

De planlagte udvidelser i Naur og Sevel har medført flere indsigelser fra lokale borgere. Også en minkavler er i mod inddragelse af landbrugsjord.

Om reaktionerne i Naur står der i teknisk forvaltnings indstilling:

-Reaktionerne rummer bl.a. indsigelse imod gener i form af lavfrekvent støj fra dieselkølemaskiner, hyl og skrig fra svin, lugt, trafikbelastning, lyskast og inddragelse af landbrugsjord til byformål/industri.

 

I Naur foreslår forvaltningen ifølge Dagbladet, at der tilføjes en byggelinje mod vest og nord for at skærme af, og at der indsættes et krav om, at belysningen skal pege nedad og ikke må hænge højere end tre meter, så det ikke generer naboer.

Hvad trafikbelastningen angår skal slagteriet have et nyt husnummer, så chauffører ikke kører forkert gennem Naur, og skaber unødvendig trafik.

 

Adskillige protester

I Sevel har flere af protesterne lydt på lugtgener, lyskast og støj. Derudover har der været indsigelser mod en 20 meter høj skorsten, som flere mener  vil skæmme landskabet.

Derfor foreslås det i indstillingen, at der tilføjes et højdekrav på støjvægge til afskærmning af lyskast, lav belysning i færdselsarealer og at skorstenen males, så den ikke står så markant i landskabet.

Ifølge Dagbladet, har naboer til slagteriet desuden klaget over, hvad der i indstillingen beskrives som ”uhumske chauffør-efterladenskaber”.

For at undgå det anbefales det i indstillingen, at der kun bliver tilladt campering for chauffører, hvis Sevel Slagteri giver adgang til opholdsrum, toiletter og andre fornødenheder på ejendommen.