Slagteriarbejdere fortsætter strejke

Omkring 200 ansatte på Danish Crown slagteriet fortsætter deres strejke fredag, efter at de nedlagde arbejdet torsdag morgen.

SlagteriHerning.jpg

Torsdag valgte omkring 200 ansatte på Danish Crowns slagteri i Herning at nedlægge arbejdet. 

Strejken skyldes en ny robot på slagteriet, som betyder en akkordændring på minus 16 kroner i timen for 34 medarbejdere på afdelingen.

- Vi har ikke fundet en løsning på konflikten endnu, så vi fortsætter strejken i dag, siger tillidsmand Kurt Høj.

Håber på hurtig løsning

Danish Crown har valgt at installere den nye robot som en del af en strategi, der skal gøre slagteriet mere konkurrencedygtigt.

- Vi skal have møde igen på mandag, og så må vi se, om vi ikke kan finde en løsning. Konflikter nytter ikke noget, siger Kurt Høj.

Arbejdsnedlæggelsen betyder, at slagtningen bliver omdirigeret til andre af Danish Crowns slagterier.