Slagteriaffald tabt på vejen

Midt på vejen i Struer kom en lastbil ved et uheld til at tabe et par hundrede kilo affald fra et svineslagteri.

Lugten i Struer blev formentlig forværret for en stund, da en lastbil ved 14.30-tiden tabte et stort læs svineaffald i et vejkryds i Struer. Uheldet skete, da bagsmækken på lastbilen sprang læk, og et par hundrede kilo slagteriaffald væltede ud på vejen. Beredskab blev tilkaldt, og i samarbejde med en slamsluger blev det store læs affald fjernet fra vejen. Vejen blev herefter renset ren, og der blev strøet sand på vejen for at undgå skridulykker. Uheldet skabte kun få trafikale problemer i Struer.