Slagteri-strejke har effekt: Tican dropper ny aflønning

Slagterimedarbejderne på Tican får garanti for, at de ikke i denne overenskomstperiode får en varslet aflønningsændring.

Slagteri-medarbejderne på Tican i Thisted nedlagde tirsdag arbejdet i protest mod ny aflønning.
Slagteri-medarbejderne på Tican i Thisted nedlagde tirsdag arbejdet i protest mod ny aflønning.
Foto: Henning Bagger - Scanpix

Slagteriets arbejdsgivere har underskrevet et nyt protokollat til overenskomsten mellem Slagteriernes Arbejdsgivere og Fødevareforbundet NNF. Det skriver LandbrugsAvisen.

Dermed dropper Tican den nye aflønning, der ellers var varslet over for medarbejderne. Hvis slagteriarbejderne accepterer protokollatet, kan det betyde, at deres overenskomststridige arbejdsnedlæggelse på Tican stopper.

Strejken begyndte mandag hos Danish Crown i Horsens, og tirsdag bredte den sig til Tican i Thisted og SB Pork i Brørup. 

Tican er gået med til, at tvisten skal løses ved en ændring i overenskomsten.

- Vi har skudt hovedproblematikken til hjørne og finder en løsning ved fælles forståelse, siger Ove Thejls, administrerende direktør for Tican.

Han påpeger, at uenigheden kan spænde ben for den teknologiske udvikling.

- Overenskomsten tager faktisk højde for den teknologiske udvikling, men vi vil gerne være med til at drøfte de aflønnningsprincipper, der er i forbindelse med den teknologiske udvikling, men det er DI, der skal tage initiativet, siger Bjarne Thomsen, lønkonsulent i Fødevareforbundet NNF.