Slagteri sender folk hjem

Landmændene holder deres svin tilbage, fordi rygter hævder, at slagteriet Jutland Meat er på vej mod konkurs

Jutland Meat skilt.jpg

Det er rygter om dårlig økonomi, som i dag betyder, at medarbejderne på slagteriet Jutland Meat i Struer er blevet sendt hjem.

I går fik slagteriet på den baggrund 400 færre svin end forventet og i dag er det tal steget til 1.600. Det fortæller fællestillidsmand Ole Hedegaard til Fødevareforbundets hjemmeside nnf.dk:

- Der er nogen, der i løbet af de sidste par dage har sat rygter igang om, at virksomheden ikke kan betale bønderne for deres svin. De rygter må stoppes omgående. De har efter min bedste overbevisning absolut intet på sig, siger Ole Hedegaard.

Hård konkurrence

Konkurrencen på det danske slagteriområde er hård. Slagterierne er alle på jagt efter svin, og derfor rammer det hårdt, når bønderne ikke leverer.

- Jeg er med på, at vi skal konkurrere med alle andre slagterier om de danske svin. Men at vi skal konkurrere mod ondsindede rygter, det havde jeg alligevel ikke forventet, lyder det fra fællestillidsmanden.

Chef på vej hjem

Ifølge NNF Holstebro er slagteriets direktør på vej hjem fra udlandet, for at tage sig af problematikken med rygterne om at slagteriet er på konkursens rand.