Slagteri-konflikt afblæst

NNF og Moesgaard Meat 2012 A/S har indgået en aftale om at underskrive en overenskomst hurtigst muligt. Derfor er en ny slagteri-konflikt nu afblæst.

Arkivfoto

Den netop varslede konflikt mod Moesgaard Meat 2012 A/S er igen blevet afblæst. So-slagteriet i Naur nær Holstebro er nu indstillet på at underskrive en overenskomst hurtigst muligt.

Konflikten mellem de to parter har, ifølge NNF, stået på siden 2012, og i over et halvt år har der ligget en overenskomst klar til underskrift, men slagteriet har ikke ønsket at skrive under.

Fødevareforbundet NNF gav virksomheden en deadline indtil tirsdag den 17. maj. Hvis Moesgaard Meat 2012 A/S ikke inden den dag havde kontaktet forbundet, ville det indlede en konflikt mod virksomheden med henblik på at stoppe al produktion på stedet.
Men nu er der igen dialog mellem parterne.

God løsning for alle parter
Forbundssekretær for slagterindustriområdet i NNF, Jim Jensen, glæder sig over, at der nu er fundet en løsning.

- En overensomst er en sejr for alle parter. Ikke mindst for medarbejderne på slagteriet, som nu bliver omfattet af de forskellige rettigheder, overenskomsten sikrer dem. Jeg vil gerne kvittere for, at Moesgaard Meat 2012 A/S vil tage det afgørende skridt i forhold til at få en overenskomst for deres medarbejdere, siger Forbundssekretær Jim Jensen til NNF’s hjemmeside.

Ifølge Jim Jensen har Moesgaard Meat 2012 A/S meddelt, at de agter at underskrive aftalen så hurtigt som muligt.