Slagteri åbner ikke igen

Så er det endegyldigt slut for svineslagteriet i Holstebro. Bestyrelsen for Danish Crown besluttede i dag, at det lukkede slagteri ikke skal genåbne.

Siden slagteriet lukkede sidste sommer har en lille udvalgt skare holdt slagteriet klar til genoplivning. Det skete for at anlægget kunne startes hurtigt op, hvis produktionen af slagtesvin igen ville stige. Det er ikke sket. Derfor har bestyrelsen altså i dag endegyldigt besluttet at dreje nøglen om.

- Siden sidste sommer har vi haft anlægget i Holstebro på stand by, og det vurderer vi nu ikke længere er nødvendigt. Fire medarbejdere har løbende vedligeholdt alle installationer for at de kunne være funktionsdygtigt ved en ny opstart. Men det er omkostningstungt at vedligeholde et tomt slagteri, siger Arthur Petersen, produktionsdirektør i Svinekødsdivisionen i en pressemeddelelse.

De fire medarbejdere vil blive tilbudt andet arbejde i Danish Crown i det omfang det kan lade sig gøre.

Kreaturslagteriet der ligger på samme grund som svineslagteriet fortsætter uden ændringer.

Halvårsregnskabet for Danish Crown kom i øvrigt idag. Det viser en omsætning på21,8 mia. og et nettoreultat på 600 millioner.