Slagsmål på asylcentret i Herning for anden gang på to døgn

For anden gang på to døgn har der været slagsmål på asylcentret i Herning mellem mandlige beboere. Tre er nu sigtet af politiet efter seneste episode.

asylcenter3.jpg

Mandag eftermiddag klokken 16.29 modtog lokalpolitiet i Herning en anmeldelse om et slagsmål mellem tre mandlige beboere på asylcentret i Herning.

Episoden drejede sig om to irakere på 35 og 40 år samt en 31-årig algerier. Baggrunden til slagsmålet er endnu ukendt, men lokalpolitiet i Herning oplyser, at de tre mænd er blevet sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen.

- Mændene får en bøde, men da de sandsynligvis ikke vil være i stand til at betale den, kan de se frem til en forvandlingsdom. Det betyder, at de nok ender op med en kort fængselsstraf på et par dage, siger Bent Smedegaard, sekretariatsleder hos lokalpolitiet i Herning.

Det var blot anden gang på to døgn, at der opstod slagsmål på asylcentret. Natten til mandag kom fire mænd også op at slås, hvor der blandt andet blev trukket en kniv. De er nu alle løsladt.

- Det er svært at svare på, hvorfor de her slagsmål opstår. Det kan være tilfældigheder, men det er klart, at det kan give anledning til problemer, når mange mænd bor så tæt på hinanden uden noget at beskæftige sig med, som det er tilfældet på asylcentret, siger Bent Smedegaard.