Slået ned på værtshus i Viborg - uden grund

En 28-årig mand blev natten til søndag pludselig uden optrin slået ned på et værtshus i Viborg og flækkede det ene øjenbryn

Udrykning-naer050712.jpg

En 26-årig mand fra Hobro er anholdt og sigtet for vold, efter at han natten til søndag slog en mand i ansigtet på Zwei Grosse Bier Bar i Viborg og flækkede hans øjenbryn.

Ifølge politiet var volden umotiveret.

- Pludselig går han hen, tager fat i manden hår og giver ham et knytnæveslag i ansigtet. Der har ikke været noget optrin, fortæller vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Kendt af politiet

Offeret var en 28-årig mand fra Viborg. Udover et flækket øjenbryn fik han også kraftige hævelser omkring det ene øje.

Den 26-årige gerningsmand har tidligere været involveret i andre voldsepisoder. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Viborg senere i dag.