Skyderi skaber utryghed

Nattens skyderi mod et medlem af Black Army skaber bekymring i boligområdet i Herning.

Hele tirsdagen har politiet efterforsket skudepisoden i Herning.
Hele tirsdagen har politiet efterforsket skudepisoden i Herning.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

I følge politiet blev der affyret to skud haglgevær mod to biler på en parkeringsplads ved Tietgensgade 2. Et 28-årigt medlem af banden Black Army blev ramt af skud og er lettere såret.

Skudepisoden skete i et boligområde i Herning, hvor der er flere ungdomsboliger og etageejendomme. 

- Det er et dejligt miljø hernede, så det er lidt underligt, der lige pludselig er skyderi. Det er man ikke vandt til, siger Mikkel Ersteiner, der bor i området.

- Det der med, at det er lige uden for døren. På en eller anden måde er det lidt skræmmende, mener Kristian Adolphsen, der også bor omkring Tietgensgade i Herning.

Flere af de naboer TV MIDTVEST har talt med fortæller at der næsten hver aften holder mistænkelige køretøjer på den parkeringsplads, hvor der blev skudt i nat.

- Jeg synes ikke, man skal frygte noget. Jeg kan godt forstå, hvis man føler det er utrygt, at der er skyderi i det offentlige rum. Men jeg kan garantere, at vi gør alt, hvad vi kan for at det ikke skal gentage sig og også opklare et drabsforsøg som det her, siger Jim Hansen, Vicepolitiinspektør, Midt- og Vestjyllands Politi. 

1:58
 

Politiet arbejder ud fra flere teorier. Skyderiet kan have relationer til den nuværende konflikt på rocker og bande området. Tidligere har Midt- og Vestjyllands Politi fortalt, at der foregår en kamp om hash-markedet i Herning.

- Det her kan både være en del af den bandekonflikt, der verserer ovre på Fyn, men det kan også være en intern konflikt, der er i Herning i øjeblikket, siger vicepolitiinspektør Jim Hansen.