Skydegale soldater fyret

De to konstabler, der for et års tid siden, skød på dragonkasernens område i Holstebro, mister nu jobbet.

To professionelle soldater morede sig sidste år med i fuldskab at affyre mindst syv skud fra den enes lejlighed mod et træ. Det skete på dragonkasernens område, hvor der er beboelse. Samtidig er der en offentlig sti tæt på træet. Nu koster episoden begge soldater jobbet.I marts fik den 27-årige overkonstabel, der ejer geværet, otte måneders ubetinget fængsel, mens hans 20-årige konstabel-kammerat blev idømt seks måneders ubetinget fængsel. I dag - onsdag - har Forsvarets personeltjeneste så opsagt de to konstablers kontrakter. De to konstabler er opsagt med henholdsvis tre og fem måneders varsel.