Kraftig regn giver problemer i trafikken

Midt- og Vestjyllands Politi får lige nu flere opkald fra folk, der oplever defekte lyssignaler og jernbanebomme.

REGN001.jpg

Skybrud, lyn og torden har nu ramt flere steder i landsdelen, og det har givet trafikale problemer. Blandt andet ligger meget vand på vejbanen på motortrafikvejen ved Aulum mellem Holstebro og Herning.

Midt- og Vestjyllands advarer derudover mod defekte lyssignaler og jernbanebomme flere steder. 

- Lyssignaler i Karup og flere steder i Herning er ramt, og jernbanebommene i Skjern og Aulum er lige nu ude af drift. Men Banedanmark og kommunerne arbejder på højtryk for at få det hele op at køre igen, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Han opfordrer desuden bilister til at være påpasselige, hvis de bevæger sig ud i regnvejret. 

- Vi vil godt bede folk om at køre forsigtigt og efter forholdene, siger vagtchefen. 

Banedanmark bekræfter, at der lige nu er massive signalproblemer, og de arbejder på tre overkørsler mellem Aulum og Tvis, hvor bommene ikke virker. Det giver en del forsinkelser på togene. 

- Lige nu kan vi ikke kontrollere bommene. Enten går de ikke op, når de skal gå op, eller også går de ikke ned, når de skal gå ned. Det betyder, at togene kører langsomt lige nu, oplyser Banedanmark.