Skunk-vietnamesere udvist

Tre vietnamesere har hver fået ét års fængsel, og to af dem er blevet udvist af Danmark. Dommen faldt tirsdag eftermiddag i skunk-sag fra Sahl ved Vinderup.

130109SkunkSahl.jpg

I dag faldt der dom i skunksagen fra Sahl, hvor tre vietnamesere stod bag en omfattende produktion. Anklagerens procedure varede over en halv time, og det var hendes sammenkædning af en lang bevisrække, som retten lagde vægt på i dommen.

Udvist af Danmark

Alle tre vietnamesere fik et års fængsel, og de to, der ikke er danske statsborgere blev udvist af Danmark med indrejseforbud i fem år. At politiet ved en fejl kom til at destruere en stor del af bevis-materialet, kunne altså ikke frikende skunk-trioen.

- Jeg er tilfreds med dommen, og at retten har fulgt min påstand fuldt ud, siger anklager Pia Dahl Madsen til TV/MIDT-VEST.

De tre vietnamesiske mænd ankede alle med det samme dommen til landsretten i håb om at blive frifundet der.