Skuddrama i Vestjylland

Familieskænderi tæt på at udvikle sig til gidseldrama i Tim lørdag aften.

tim.jpg

Et skuddrama i Tim i Vestjylland udviklede sig lørdag aften dramatisk, men endte til sidst uden nogen kom fysisk til skade. Klokken 19.40 fik Midt- og Vestjyllands politi et alarmopkald fra en ejendom i Tim fra en moder, der fortalte, at hendes mand havde slået deres 16 årige datter. Lidt senere kom et nyt alarmopkald, hvor kvinden fortalte, at hun også var blevet truet og at manden nu havde åbnet våbenskabet, oplyser TV/Midt-Vest.

TV/Midt-Vest var på stedet lørdag aften og talte efter dramaet med efterforskningsleder ved Ringkøbing Politi, Bjarne Højgaard:

2:50

Herefter flygtede først datteren, og manden affyrede nogle skud. Det samme gentog sig, da moderen også flygtede over til naboejendommen. Om manden skød direkte efter de to, eller blot op i luften, ved vi endnu ikke, oplyser den vagthavende hos Midt- og Vestjyllands politi, Niels Peter Olesen til TV/Midt-Vest.

Manden forskansede sig i ejedommen med en 10 årig søn og ville i første omgang ikke overgive sig. Politiet holdt sig på afstand, og tilkaldte et "forhandlerhold" da man frygtede, at situationen skulle udvikle sig til et gidseldrama.

Pludselig klokken 21.45 kom manden kørende i sin bil op til politiet, der havde afspærret hele området. Manden steg ud og sagde: Jeg overgiver mig.

Politiet fandt kort efter den 10 årige dreng i god behold i ejendommen. Moderen og den 16 årige datter var også i god behold, og var ikke blevet ramt af skud.