Skuddrama i Herning: Politiet jagter gerningsmænd

Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Skuddrama i Herning: Politiet jagter gerningsmænd

Gerningsmænd fra onsdagens skuddrama i Herning er stadig på fri fod. Butikken mener selv der er tale om et røveriforsøg.

Godt et halvt døgn efter skuddramaet ved Monster Outlet i Herning jagter politiet stadig to gerningsmænd.

- I øjetblikket står vi næsten på bar bund i sagen, erkender politikommissær, Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Det var onsdag ved 16-tiden at en maskeret mand kom ind i Monster Outlet-butikken på Cedervej. Først er han henne ved kassen, hvorefter han støder ind i den 20-årige ekspedient og en kollega, der kommer ud fra lageret. Ifølge vidner trækker den maskerede mand en revolver frem og skyder den 20-årige mand i brystet. Han er hårdt såret, men uden for livsfare.

- Offeret er ifølge sygehusets meldinger uden for livsfare. Han skal have opereret projektilet ud af sin krop i dag, fortæller Henning Præstegaard.

Gerningsmanden skyder to gange inde i butikken, hvorefter han flygter ud af butikken. Uden for skyder han en tredje gang efter nogle kunder, der forsøger at stoppe ham.
Herefter flygter han væk på en grå scooter i høj fart sammen med en medgerningsmand ad Teglvænget med kurs ned mod Herning Fremads boldbaner.
De to gerningsmænd passerer et ældre ægtepar, som er ude at lufte hund. Dem vil politiet gerne i kontakt med.

Forfejlet røveri 

Monster Outlet har på deres Facebook side skrevet et indlæg, hvor de fortæller, at de mener der er tale om et røveriforsøg: 

- Gerningsmændene gik målrettet efter vores baglokale efter at have tjekket ved kassen først åbnede de døren samtidig med to ansatte og ven hertil kom af den anden vej og dermed opstod tumulten. Vi formoder de blev overrasket over, at der var så mange ansatte der og valgte og gøre sådan en singsyg handling som de har gjort. 
Vi er rigtige kede af det der sket og håber på jeres forståelse. Butikken har åben igen fra imorgen, skriver Monster Outleet på deres Facebookside. 

 

 

Politi: Motiv ukendt

Politiet er stadig varsomme med at melde et motiv ud for skyderiet. Indtil videre har de ingen formodning om, at der skulle være tale om endnu en episode i den ekskalerende bandekrig, der lige nu foregår i Herning.

- Vi afhørte offeret i går aftes. Han mente ikke han havde nogle uvenner. Han er ifølge vores oplysninger heller ikke involveret i noget form for kriminelt miljø, siger Henning Præstegaard.

Politiet har ingen grund til at tro offeret ikke skulle tale sandt. Indtil videre fortsætter efterforskningen med afhøringer og yderligere undersøgelser omkring gerningsstedet på Cedervej i Herning.

- Vi skal have snakke med vidner igen og offeret. Men det er meget sparsomt hvad vi har lige nu, derfor hører vi gerne fra folk der har set eller hørt noget, fortæller Henning Præstegaard.

Signalementet af gerningsmanden, ifølge politiet:

180 centimeter høj.
Almindelig til spinkel af bygning.
20-22 år, og at han er lidt brun i huden.
Han bar et tørklæde for munden, havde en sort jakke på og bar en sort kasket.
Knallerten var en grå Suzuki, og manden, der ventede på den, havde en sølvfarvet hjelm med blå staffering på.

Politiet kan kontaktes på telefon 114. 

00:58

Politiet leder efter gerningsmænd efter skuddrama

Luk video