Skriv under - og vind en fladskærm

Skriv under - og vind en fladskærm

Nye partier må ty til præmier for at kunne stille op til Folketinget.

De nye partier Fokus og Fælleslisten er ude i et kapløb med tiden for at få lov til at stille op til Folketinget - derfor bruger de lokkemidler som fladskærme og kontantpræmier for at nå de nødvendige ca. 20.000 underskrifter.

- Den sag, vi arbejder for, er så vigtig, at vi tager sådan en "bingo" med også, siger formanden for Fælleslisten, Leif Hornshøj.

Partiet trækker lod om en 40 tommers fladskærm blandt de personer, der skriver under på en vælgererklæring.  Fladskærmen skal ifølge Hornshøj minde folk om, at de skal huske at sende erklæringen videre, når de har fået den tilbage fra kommunen.

- Nødvendigt fordi kommunerne er for langsomme

Hos Fokus har man en konkurrence om en kontant belønning til de partifolk, der går på gaden og samler underskrifter.

- Der skal være en gulerod til folk, der går rundt og laver et stykke frivilligt arbejde for os, siger formand og partistifter Christian H. Hansen.

Ifølge Christian H. Hansen er partierne nødt til at tænke kreativt, fordi kommunerne er for langsomme til at behandle underskrifterne. Han mener, at det reelt er kommunerne, der afgør, hvem der kan stille op til Folketinget.

Fokus har indtil videre samlet 11.000 underskrifter, men kun 3300 af dem er blevet godkendt. Fælleslisten har samlet 10.000 underskrifter og fået 3000 godkendt. Begge partier regner dog med at nå det nødvendige antal underskrifter - selv om kun statsministeren ved, hvornår næste Folketingsvalg kommer.

Leif Hornshøj, Fælleslisten:

 

Christian H. Hansen, Fokus: