Skraldebiler udskifter diesel med gas

Kommuner dropper dieselkøretøjer, og i stedet skal skraldevogne og andre store biler køre på naturgas. Skive får sin første gasbil i denne uge.

lastbil paa landevej.jpg

Lastbiler på gas udleder færre sundhedsskadelige partikler og mindre CO2 end dieselkøretøjer.

Det får flere kommuner til at udskifte skraldebiler og andre større dieselbiler med vogne, som kører på naturgas.

Skive går forrest

I Skive triller den første kommunale gaslastbil under Park og Vej på gaden i denne uge. Den seks meter lange og 12 ton tunge lastbil skal blandt andet bruges til at transportere sand, og efter planen skal den de næste år have følgeskab af flere busser og lastbiler.

- Vores nye lastbil på gas er endnu et skridt på vejen til at gøre Skive Kommune CO2-neutral i 2029, siger borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V).

I begyndelsen vil skiftet fra diesel til naturgas dog kun give en beskeden CO2-besparelse, men med tiden er det planen at benytte biogas.

- Og så bliver klimagevinsten til at føle på, siger borgmesteren.

Ringkøbing-Skjern følger efter

I marts kommer turen til kommunerne Ringkøbing-Skjern og Varde, som begynder med seks skraldebiler og regner med at nå 30 lastbiler på natur og biogas i løbet af en årrække.

Også København, Fredericia og Frederikssund har indgået aftaler med naturgasselskaber om levering af gas til biler.

Håber projektet inspirerer

I HMN Naturgas siger administrerende direktør Susanne Juhl, at Danmarks naturgasnet er et af de mest forgrenede i verden, og at selskabet derfor kan lave gastankstationer næsten overalt.

- Vi håber, at de ting vi nu sætter i værk, kan give inspiration og fjerne noget af den usikkerhed om gasdrevne køretøjer, som hersker i Danmark, siger Susanne Juhl.

Danmark halter efter

Modsat mange andre europæiske lande har Danmark tøvet med at lade lastbiler overgå til naturgas. For eksempel har Sverige cirka 600, mens Frankrig, Spanien og Italien har hver over 1000.

Ud over at være mere miljøvenligt, er naturgas billigere at tanke end benzin og diesel, og desuden støjer lastbiler på gas mindre end lastbiler, der kører på diesel.

I forbindelse med energiforliget for 2012 har Folketinget afsat 20 millioner til udbygning af infrastrukturen til gas, som skal bruges til transport.

/ritzau/