Skralde-Knud: Skraldemiljøet er en anden verden

En ganske særlig verden vågner, når dit lokale supermarked lukker og skralderne går på jagt. Min rejse dertil slutter nu.

Det er en totalt mærkelig fornemmelse og sidde der i sin bil, som en anden suspekt type, og vente på butikken lukker, så man kan komme ud og gå på opdagelse i deres affaldscontainer. Foto: Knud Lind, TV MIDTVEST

Lørdag aften tog jeg endelig mod til mig og stegte de kyllingebrystfileter, som jeg ellers er gået udenom i fryseren hele ugen. Foto: Knud Lind, TV MIDTVEST

Efter intensiv duft- og synstest gennemstegte jeg dem godt og grundigt. Foto: Knud Lind, TV MIDTVEST

Jeg målte temperature med termometer, inden jeg tog dem af panden. Foto: Knud Lind, TV MIDTVEST

Med en form for velbehag spiste jeg kyllingen, og jeg har det stadig fantastisk. Foto: Knud Lind, TV MIDTVEST

1 af 5

SKRALDEMAND DAG 7: Nogle af os holder parkeret på behørig afstand i vores biler med lyset slukket. Andre lusker rundt til fods to og to. Alle har vi tomme poser eller sække inden for rækkevidde. De fleste af os er iført hue, handsker og pandelygte.

Vi venter på, at lyset inde i butikken går ud og personalet går hjem. Så går skraldejagten i gang.

For forfængelig
Scenariet udspiller sig ved masser af supermarkeder hver eneste aften. Jeg har selv spillet en rolle i den her surrealistiske film en uge. Men det slutter nu. Jeg skal aldrig mere om bagved et supermarked og lave gratis selvbetjening ved containerne efter lukketid.

Ikke fordi både ernærings- og fødevaresikkerhedseksperter siger, det er farligt at spise skrald. Nej først og fremmest fordi, jeg er for forfængelig og ikke er nødt til det.

MORGENMAD LØRDAG: Toast m/skinke og cheddarost, samt appelsin Foto: Knud Lind, TV MIDTVEST

Chefen behøver ikke vide det
Ikke ét ondt ord sagt om skralderne generelt. Jeg har ellers mødt nogle ganske ubehagelige, fjendtlige typer i skraldemiljøet. For ja, der er et miljø, et fællesskab, en mærkelig parallelverden. Og nogle steder er der kamp om skraldet.

Men jeg har heldigvis mest mødt imødekommenhed. Såsom Lone der, som hun selv sagde, er offentlig ansat og har en chef, der ikke behøver vide det her. Hun og veninden Signe - begge kvinder i deres bedste alder - delte gavmildt ud af skraldetips og tricks. Tak for hjælpen.

FROKOST LØRDAG: Gulerodssuppe Foto: Knud Lind, TV MIDTVEST

Det er flovt
Jeg har næsten nået at vænne mig til at luske derom i gården. Men hver gang det bevægelsesfølsomme lys pludselig tænder, så mærker jeg flovhed i hele min krop. Jeg kigger mig over skulderen. Er der mon nogen, der ser mig imens?

Gudskelov har jeg en kedeldragt på med et stort TV MIDTVEST logo på ryggen. Jeg kan lynhurtigt fyre min undskyldning af. At jeg er en journalist på arbejde. Virkelighedens skraldere har andre grunde.

AFTENSMAD LØRDAG: Stegt kyllingebryst m/bagte rodfrugter (gulerod, pastinak, persillerod Foto: Knud Lind, TV MIDTVEST

Foragt for skraldere
Da jeg var dreng, var containerrager et skældsord. I dag er en skralder en, der er med til at formindske madspild. Så langt så godt. Men skulle nogen være i tvivl om, at foragten for skralderne eksisterer, så kig i kommentarerne til de artikler og Facebookopslag, TV MIDTVEST har bragt om emnet den seneste uge.

Føj eller respekt
Lysten til at debattere skralderne har været stor. 1000 tak for det. Kommentarerne går lige fra ”Respekt” og ”Godt I sætter fokus på det her” til ”Føj” og ”Det er tyveri”.

Vi er tydeligvis delte i vores holdning til det faktum, at 1000-vis af medmennesker trodser flovhed og forfængelighed og henter skrald i affaldscontainere med henblik på at spise det. Det er tankevækkende.

KNUD LIND SKRALDER  

  • I en uge lever TV MIDTVEST’s journalist Knud Lind kun af skraldemad.
  • Skraldemaden er mad, som er smidt i butikkers affaldsbeholdere.
  • Målet er gennem en uge at leve gratis, mindske madspil og sætte fokus på skralde-miljøet.
  • Undtaget fra projektet er kun krydderier og salt, samt postevand og kaffe.
  • OPDATERING: Undtaget er også kaffe!