Skovgaard Museet frygter fremtiden

75 år med museum i Viborg kan få en brat ende. Skovgaard Museet er et af de museer, der bliver presset af den nye museumslov. I værste fald må museet dreje nøglen om.

150113_Skovgaard_0.jpg

Skovgaard Museet i Viborg har netop fejret 75 års jubilæum. Men snart kan historien om Skovgaardfamilien og dens billeder være tabt for Viborgs museumsgængere. Museet bliver hårdt presset økonomisk af den nye museumslov. Loven tvinger Viborg Kommune til at øge sit bidrag fra 1,3 millioner til 2 millioner om året. Vil kommunen ikke det, kan museet ikke opretholde Kulturstyrelsens tilskud på 800.000 kroner.

 - En trussel om, at vi må lukke, ligger og lurer. På samme måde er 13-14 kunstmuseer i farezonen, fortæller museumsleder Anne-Mette Villumsen til Viborg Stifts Folkeblad.

Museumssammenlægning

Det var på et debatmøde i aftes arrangeret af museet, at de kedelige konsekvenser blev bragt frem. Her fortalte museumslederen, at Viborg Kommune arbejder på en sammenlægning af den kommunale kunsthal, Brænderigården, og den selvejende institution Skovgaard Museet. Brænderigården får i dag 1,3 millioner i støtte fra kommunen og 400.000 kroner fra Statens Kunstråd.

 - Vi ved endnu ikke så meget om de tanker. Men det er en kendsgerning, at vi er to forskellige institutioner, der får vores penge fra to forskellige kasser, lød det fra Anne-Mette Villumsen ifølge Viborg Stifts Folkeblad.

Den seneste store udstilling på Skovgaard Museet er 'Viborgere', som har trukket 2500 ind på museet. Et antal der hverken betegnes som en succes eller en fiasko.

Se her et indslag fra den 31. oktober:

 

1:27
SkovgaardMuseetTruet