Skotsk medie: Sviatchenko er ligaens klart bedste

Erik Sviatchenko har haft stor succes siden skiftet fra FC Midtjylland. Han topper The Scotsman's liste over de bedste midterforsvarere i Skotland.

Erik Sviatchenko
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Erik Sviatchenko har nydt en god tid hos skotske Celtic, siden han kom til klubben fra FC Midtjylland i januar.

Mesterskabet kom sikkert i hus, og danskeren har høstet stor anerkendelse for sit forsvarsspil med masser af kampe fra start og rosende ord fra en bred front.
    
Senest bliver Erik Sviatchenko af avisen The Scotsman udråbt til at være den bedste midterforsvarer i skotsk fodbold overhovedet.
    
Avisen indleder begrundelsen med at slå fast, at man ikke må dømme en bog på dens omslag.
    
- Hvis man mødte Sviatchenko uden for banen, ville man med hans kærlighed til kunst og mode forestille sig ham som en type med en svag vilje, der konstant trækker sig fra tacklingerne og prøver at gemme sig i virvaret.
    
- I stedet spiller han faktisk, som var han den hårdeste hund på din lokale pub, ham med ar på bagsiden af hovedet og et blik i øjnene, som var han mere et vildt dyr end et menneske, skriver The Scotsman.
    
- Der er ikke en angriber i det ganske land, som Sviatchenko ikke ville bjørnekramme og bryde til jorden på et splitsekund.
    
- I en sæson, hvor der er blevet stillet spørgsmålstegn ved Celtics hårdhed, mentalt som fysisk, har klubben godt det meget godt med at gå ud og hente den hårdeste, de kunne finde.
    
- Ikke blot kæmper han om hver eneste bold i eget felt, som gjaldt det hans liv, han gør det også i modstandernes felt, lyder rosen, som må formodes at gøre Sviatchenko glad.
    
Hvorvidt Erik Sviatchenko også vil være glad, når klubbens nye manager, Brendan Rodgers, har siddet i sædet et stykke tid, det må tiden vise.
    
Brendan Rodgers bænkede i sin tid Daniel Agger, da de to var forenet i Liverpool. Det skete stik mod al sund fornuft, hvis man spørger iagttagere, statistikker og i øvrigt også Daniel Agger selv.
    
The Scotsman anfører således også et lille "men" i oplistningen af Sviatchenkos styrker.
    
- Et muligt problem fremadrettet kan blive hans mangel på fart, særligt hvis Brendan Rodgers indfører en høj forsvarslinje.
    
- Han (Sviatchenko) har imidlertid vist sig i stand til at læse modstandernes angreb, som om han havde været med på deres taktikmøde. I skotsk fodbold har han ingen ligemænd, skriver avisen.
    
/ritzau/