To skoler lukker i Thy

Byrådet i Thisted besluttede tirsdag aften at lukke skolerne i Vorupør og Hillerslev.

Det var snævre flertal, der tirsdag aften afgjorde at Vorupør Skole lukker fra august i år og Hillerslev Skole fra august næste år. Det skriver limfjordupdate.dk.

Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis Ib Poulsen stemte for en lukningen af Vorupør Skole. Socialdemokraterne, Dansk Folkepartis Kaj Kirk og Peter Sørensen samt Enhedslisten Jens Otto Madsen stemte imod. DF'eren Anja Sørensen undlod at stemme.

Et borgerligt flertal med Venstre, Konservative plus Danske Folkepartis Kaj Kirk og Peter Sørensen besluttede at lukke skolen i Hillerslev. Socialdemokraterne, Jens Otto Madsen fra Enhedslisten, samt Ib Poulsen og Anja Sørensen fra Dansk Folkeparti stemte imod.

Ifølge limfjordupdate.dk bliver eleverne fra Vorupør Skole fra d. 1. august overflyttet til Sjørring Skole.