Skolepiger befølt af falsk lærer

Skolepiger befølt af falsk lærer

To 13-årige piger på Skivehus Skole er blevet udsat for blufærdighedskrænkelse af en 23-årig mand. Det skriver Skive Folkeblad.

En 23-årig mand fra Skive har tilstået at have begået blufærdighedskrænkelse overfor de 13-årige piger i mandags.

Den unge mand udgav sig for at være kommende lærer på Skivehus Skole. Med den titel fik han fire 13-årige piger til at lave idrætsøvelser bagved skolens hal.

Efter pigerne havde lavet øvelserne, befølte den 23-årige mand et par af dem på overkroppen.

Han har desuden sendt sms'er til to af pigerne og spurgt, om de ville være med til flere såkaldte "idrætsøvelser".

Løsladt efter afhøring

Tirsdag blev manden afhørt af politiet.

 - Vi har, inden vi løslod ham, indskærpet overfor ham, at han ikke må henvende sig på skoler, siger Jeanette Kolding fra lokalpolitiet i Skive til Skive Folkeblad.

Politiet holder et vågent øje på den 23-årige mand. Han er kendt af politiet for lignende blufærdighedskrænkelser.