Skolelukninger - nej tak

Forældre på Mors demonstrerer i dag over kommunens planer om at nedlægge tre skoler og bygge en ny stor i stedet

Politikerne på Mors vil bygge en ny skole til erstatning for tre ældre skoler på Sydvestmors. Men forældrene siger nej tak, og understregede deres holdning med en stor demonstration foran rådhuset i Nykøbing i eftermiddags.

Hellere skoler i nærområdet

De kan ellers få en helt ny og større skole til 66 millioner kroner i Vils, som erstatning for de ældre og mindre skoler i Frøslev, Vejerslev og Hvidbjerg. Men Morsø Kommune er nødt til at låne til den nye skole, for kommunekassen er tom, og den situation er et af demonstranternes største argumenter for at droppe projektet. De vil nemlig hellere have skolen i nærområdet.

Byrådspolitikerne på Mors førstebehandlede i dag forslaget om de tre skolelukninger. Sagen skal til andenbehandling 10. oktober.