Skolelærer: Mange vikartimer gør eleverne utrygge

Undervisningsministeren vil have færre vikarer i folkeskolen. Og det er der også behov for, mener lærer fra Struer.

Undervisning på Park Skolen i Struer.
Undervisning på Park Skolen i Struer.
Foto: Sean Kelly Christensen

Der er for mange vikarer i folkeskolen.

Det vil undervisningsminister Merete Riisager (LA) gøre noget ved, skriver Jyllands-Posten, og spørger man fællestillidsrepræsentanten på Park Skolen i Struer, Helle Døj, er det en god idé.

- Der er ofte elever, der har det svært med at få vikarer i timerne. De bliver utrygge og frustrerede, siger hun.

Helle Døj peger på, at mange af vikarerne ikke er uddannede lærere, og det går ud over kvaliteten af undervisningen.

- De kender ikke eleverne. Relationsarbejdet er så utroligt vigtigt for, at eleverne lykkes, og det bliver hele tiden afbrudt, når vi har mange vikarer. 

Kommunerne skal gøre sig lækre

Torben Voss, der er formand for Vestjysk Lærerforening, mener, at kommunerne og staten selv har en del af ansvaret. 

- Man har simpelthen ikke fulgt med tiden. Pengene er ikke fulgt med, siger han og peger også på en mangelfuld rekruttering. 

- Så må man gøre sig lækker som kommune og få de bedste arbejdsvilkår. Det kunne være bedre arbejdsmiljø eller færre timer, så man har tid til at undervise vikartimer også, siger han.

Formanden for børne- og uddannelsesudvalget i Struer Kommune, Peter Vestergaard (Rad), understreger, at kommunen selvfølgelig foretrækker uddannet personale, fordi det sikrer den bedste kvalitet. 

- Men når det er sagt, kan vi jo se på resultaterne og målingerne, at vi i Struer Kommune også leverer en god kvalitet. Vi klarer os rigtig godt, og det er vi selvfølgelig stolte af. Men det er klart, at vi gerne både vil videreuddanne vores dygtige personale og rekruttere nogle dygtige medarbejdere, så det er kvalificeret arbejdskraft, der underviser i timerne, siger han.

Ifølge Jyllands-Posten vil undervisningsminister Merete Riisager have skrevet et mål om at reducere antallet af vikarer ind i statens økonomiaftale med kommunerne. Hun ønsker ikke at lægge sig fast på, hvor meget tallet skal ned.

2:11