Skoleelever på besøg på Grundfos

I dag inviterede virksomheder over hele landet 7. og 8. klasses elever indenfor. Også Grundfos åbnede i dag dørene op for nysgerrige elever.

Grundfos
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Grundfos' koncept hedder i lommen på en lærling. Det skal få flere til at vælge en erhvervsuddannelse.

I dag var det så Andreas Høeg Jensen fra 8. klasse, der var i lommen på lærlingen Nikolaj Stegmann.

 

Hele dagen har han fulgt ham for at høre, hvad han laver som industriteknikerlærling hos Grundfos.

- Jeg synes, det er super spændende. Man lærer en masse om faget, lyder det fra Andreas Høeg Jensen, der går i 8.a på Bøgeskovskolen i Bjerringbro.

 

Det er tredje gang, at  Grundfos deltager i den landsdækkende kampagne, som skal få flere til at vælge en uddannelse som faglært.

- Her er de med ude og se, at emnerne bliver drejet i maskinen, og hvordan det er at være på en arbejdsplads, og det tror jeg på kan flytte det her unge menneske, siger Louise Holland Heide, der er employer branding konsulent hos Grundfos.

 

I dag var i alt 8 elever fra Bøgeskovskolen i lommen på en lærling hos Grundfos. Og lærlingene var glade for at fortælle om deres fag.

- Alle ved, hvad en tømrer eller en murer laver, men industritekniker er et af de sorte fag, som gerne skulle komme lidt mere frem i lyset, så det er jeg glad for at få lov til at  kunne hjælpe lidt med, siger Nikolaj Stegmann, der er industriteknikerlærling hos Grundfos.

 

Og noget tyder på, at de nye koncept virker.

- Efter den her dag, så synes jeg da, at det kunne være spændende at prøve, for det er ikke bare det samme hele tiden, og de materialer, man arbejder med,  kan være meget forskellige, siger Andreas Høeg Jensen, der har fået sig lidt mere at tænke over i fremtiden.

 

I 2025 vil der ifølge Dansk Industri mangle 44.000 faglærte.