Skoleelever laver fysik med demensramte

Skepsis blev hurtigt afløst af fascination, da elever i 6. klasse lavede fysik- og kemiforsøg med demensramte.

Dagen startede med en smule skrupler og skepsis, men det blev hurtigt vekslet til smil og sjov.
Dagen startede med en smule skrupler og skepsis, men det blev hurtigt vekslet til smil og sjov.
Foto: Tim Kielstrup Madsen

Demensramte og skoleelever har stor glæde af hinanden i Klinkby, og eleverne har flere gange inviteret de demente borgere på besøg.

Senest har eleverne i 6. klasse på Alt i et-Skolen arrangeret et eksperimentarium med spændende fysik- og kemiforsøg for en gruppe demente borgere fra Dagscenter Lynghaven.

Langt de fleste af de demensramte havde ikke fag som fysik og kemi, da de selv gik i skole, men skepsis blev hurtigt afløst af fascination.

- Der opstår en synergi. De demensramte får en god oplevelse og oplever noget andet, mens eleverne lærer noget om, hvordan man behandler mennesker respektfuldt, og som ikke husker så godt, siger Tim Kielstrup Madsen, der er fysiklærer på skolen.

Flere besøg i fremtiden

For et par år siden inviterede skolen de demente borgere til fastelavn, og det er nu blevet en fast tradition. Siden har 3. klasseseleverne spillet brætspil med dem, og nu har 6. klasse så inviteret på fysikforsøg. Fagligt lærer eleverne også noget.

- Eleverne skal til eksamen på et tidspunkt, og her får de så lov til at lave en præsentation for andre. Det skal forklares på forskellige niveauer, og det udfordrer dem, siger Tim Kielstrup Madsen.

Der er knap 100 elever på skolen, som har børn fra vuggestue til 6. klasse. Der er 11 lærere, og de stopper ikke med at samarbejde med demenstilbuddet foreløbig.

- Det har været helt utroligt. Jeg er noget overrasket over, at de ældre mennesker virker så interesserede. Nu er vi godt i gang med at samarbejde, og personalet i Lynghaven har også rost det. Så vi vil gøre det hver gang, vi kan tilbyde noget interessant, siger Tim Kielstrup Madsen.

6. klasse har tidligere lavet lignende arrangementer for børnehave og skoleklasser.

0:29
De demensramte prøvede forskellige fysik- og kemiforsøg, og skepsis blev hurtigt afløst af smil og grin.