Skoleballade: Forældre klager til ministeren

Det frie skolevalg er reelt ved at forsvinde i flere kommuner, mener en gruppe Silkeborg-forældre. De har nu klaget til Folketinget og undervisningsminister Eller Trane Nørby.

Det frie skolevalg er ved at forsvinde i flere kommuner. Det mener i hvert fald en gruppe Silkeborg-forældre.

I følge P4 Østjylland har forældrene derfor klaget til folketinget og undervisningsministeren over, at deres rettigheder bliver undermineret, fordi et politisk flertal i Silkeborg vil lukke 27 lokale skoler og lægge dem sammen til 9 skolefællesskaber.

Bygningerne bevares på flere adresser, men juridisk bliver de til én skole i fællesskabet. Så kan skolernes ledelse flytte elever derhen, hvor det er mest praktisk.

Flere kommuner er i gang med den manøvre. Det gælder i Esbjerg, Fredericia og nu altså i Silkeborg, oplyser P4 Østjylland.

- Skolen er sådan set stadig åben, og der er lys i vinduerne, men for det barn, der ikke får adgang, er skolen jo lukket, siger Lars Ole Hansen, som er far til tre børn på Sejs skole ved Silkeborg til P4 Østjylland.

Forældregruppen har skrevet til Folketingets medlemmer for at gøre dem klart, at kommunerne på den måde reelt fjerner det frie skolevalg:

- Teoretisk set er der stadig frit valg, for man kan vælge et andet skolefællesskab, men det ligger for det første langt væk, og strukturen det nye sted er nøjagtig den samme som den, du flyttede væk fra, siger Lars Ole Hansen.

Dansk Folkepartis skoleordfører Alex Ahrendtsen er enig med forældrene:

- Jeg synes, Silkeborg Kommune er gået meget langt. Den har retten til det, og i princippet kunne politikerne endda lave én skole og gøre resten til afdelinger, men det er at misbruge loven, siger han.

Politikeren har spurgt undervisningsminister Ellen Trane Nørby om hendes syn på de store skolefællesskaber.

- Det er også et vigtigt led i skolereformen, at hver skole har sin egen leder, og ledelsen bliver jo fraværende, hvis den skal rundt på 3-4 skoler, mener Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen.

Se indslag om skolestrukturen i Silkeborg:

02:14 Luk video