Skole og menighedsråd planter træer

Menighedsråd og skole plantede træer i anledning af 500 året for reformationen.

drenge_fra_frederiks.jpg
Foto: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

For 500 år siden blev Martin Luther spurgt: Hvad ville du gøre, hvis verden gik under i morgen?

Til det svarede Martin Luther, at han ville plante et æbletræ i dag.

Den anekdote blev springbrættet til et samarbejde mellem menighedsrådet og skolen i Frederiks nær Karup. De er nemlig gået sammen om at plante træer til en Luther Park i byen i anledning af 500 året for Martin Luthers Reformation.

- Det har spillet en rolle for os i planlægningen, siger Svend Erik Christensen. Han er kontaktperson for menighedsrådet i Frederiks. 

Menighedsrådet og 370 elever fra Frederiks Skole hjalp hinanden med at plante de 570 træer, der skal udgøre parken.

Elever fra alle klassetrin hjalp til, men det var ikke alle, der kendte årsagen til den nye park.

- Det ved jeg faktisk ikke, vi har ikke rigtig fået noget at vide om det. Men vi er i gang med at plante de her små træer, så de bliver meget større, siger Ahmed Ibrahim, som går i 7. klasse på Frederiks Skole. 

Parkens små stier skal binde plejehjem og skole sammen med kirkeskoven i Frederiks. 

1:23
500 året for Martin Luthers reformation blev i dag markeret i Frederiks nær Karup. Det skete ved, at menighedsrådet og skolen tog første spadestik til en Luther Park i byen. Og det hele udspringer af en gammel anekdote.