Skole nær brændt ned

Tirsdag eftermiddag tændte en ukrudtsbrænder ild i et skur ved Borgerskolen i Struer. Ilden nåede at brede sig til skolens kælder, inden den blev slukket.

20.07.2010skolebrand001.jpg

Eleverne på Borgerskolen i Struer skal være glade for, at de har en skole at vende tilbage til efter sommerferien. Tirsdag brød et skur ved siden af skolen nemlig i brand. En brand, der blev slukket i sidste øjeblik.

- Ilden havde lige spredt sig til skolens kælder gennem et vindue og en dør, da vi nåede frem. Og når først ilden er igennem, går det stærkt. Kælderbrande er nogle af de værste, fordi de spreder sig så hurtigt, siger indsatsleder i Struer kommune Henrik Jensen til tvmidtvest.dk.

Så vidt nåede det heldigvis aldrig. Det sidste slukningsarbejde er nu igang, og et skades-service-firma er tilkaldt for at rydde op indvendigt i skolens kælder.

Ukrudtsbrænder satte ild til skur

 Branden opstod fordi to kommunalt ansatte var i færd med at brænde ukrudt omkring skuret med en ukrutsbrænder. Pludselig fik ilden fat i skuret, og herefter gik det stærkt. Det krævede to røgdykkerhold at få slukket branden.

Ingen personer kom til skade ved branden. Der var kun en person på skolen, og hun befandt sig på tredje sal.