Skole lærer elever at spise forskelligt

Hver dag serverer en skole på Mors to måltider anderledes mad til eleverne. Målet er at udvide elevernes smagsløg, fordi de er for kræsne.

Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

M.C. Holms Skole i Nykøbing har åbnet en ny kantine, hvor de tilbyder alle elever to måltider anderledes mad i skoletiden. Formålet er, at børnene skal lære at spise forskellig mad og ikke kun det, de får derhjemme. De er simpelthen for kræsne.

- Børnene skal prøve at smage nye ting. Det er ikke noget med, at de absolut skal smage på maden, hvis de ikke har lyst. Det er et frit valg. Vi vil bare gerne udfordre dem med nogle af de anderledes menuer, vi laver til dem, siger formand for skolebestyrelsen Jan Bertelsen.  

Indtil videre er mere end 90 procent af skolens mere end 400 elever tilmeldt madordningen, der koster 200 kroner om måneden.

- Det pædagogiske for mig er, at de tør smage på noget, de ikke har smagt på før og dermed udvider deres horisont, udvider deres smagsløg – også som voksne senere hen, siger køkkenleder Bettina Sterring.

Udover at børnene ved at prøve nye ting som bladselleri, broccoli og hvidkål forhåbentligt får udvidet smagsløgene, handler det også om, at de bliver mætte, så deres indlæring bliver forbedret.

- Vi vil da forsøge at udfordre deres smagsløg, men det skal altid være sådan, at der er leverpostej eller andet, de kender, hvis de ikke lige har lyst til at prøve noget nyt. Det vigtigste er, at de går mætte fra bordet, så indlæringen bliver bedre, siger Jan Bertelsen. 

01:06

Ny madordning med pædagogiske måltider skal gøre skoleelever i Nykøbing mindre kræsne

Luk video