Skole jubler over vindmøllepark: - Det er rigtig dejligt

Skjern Tekniske Skole forventer, at den kommende havvindmøllepark vil give flere arbejdspladser og dermed flere elever på skolen.

2:12
Skjern Tekniske Skole er det eneste sted i Danmark, hvor man kan blive uddannet til at lave og servicere vindmøller.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

En ny og kæmpestor havvindmøllepark er på vej, og det ser en lokal skole et stort potentiale i.

Vindmølleparken Thor bliver med sine 80-100 møller den hidtil største vindmøllepark i Danmark, og den kommer til at ligge 20 kilometer fra kysten ud for Thorsminde og Nissum Fjord. Anlægsarbejdet alene kommer til at koste 20 milliarder kroner, hvilket svarer til 8.200 fuldtidsstillinger over tre år. Derudover kommer servicering af vindmøllerne, når først de snurrer rundt ude i Vesterhavet.

Udsigten til det nye mølleprojekt er sød musik i ørerne for ledelsen på Skjern Tekniske Skole. Skolen er nemlig det eneste sted i Danmark, hvor man kan blive uddannet til at bygge og servicere vindmøller, og derfor er forventningerne til projektet naturligt nok høje.

- Det er rigtig dejligt. Vi lever af lærlinge, så det kan jeg godt se potentiale i. Så det gav smil på læben at høre nyheden - det var dejligt, siger Allan Kristiansen, der er uddannelseschef på Skjern Tekniske Skole.

Aktiviteten skal øges

Det går meget godt i forvejen på skolen, hvor man har ansat fem mand siden sommerferien, og nu ser den udvikling altså ud til at kunne fortsætte.

- Hvor mange nye elever vi får, ved jeg ikke rigtigt. Men skal vi have et hold mere, så gør vi det, og skal vi have nogle flere lokaler, så skal vi nok også finde ud af det, så vi kan opfylde det behov, der er, siger Allan Kristiansen.

I øjeblikket uddanner skolen 135 mekanikere, smede og vindmølleoperatører om året. Derudover står skolen også for efteruddannelse.

- Vi kommer nok til at øge vores aktivitet hernede i svejseefteruudannelsen, plus vi kører elkurser og hydralikkurser, fordi vi skal i gang med at opkvalificere alle de medarbejder, der skal i gang, siger skolens udviklingschef, Hans Uhd Jakobsen.

Spænding omkring fremtiden

Den tekniske skole er faktisk slet ikke i tvivl om, at vindmølleparken vil give nye arbejdspladser og dermed flere elever på den tekniske skole. Det er kun omfanget, der er svært at gætte.  

- Hvor stort det ender med at blive, er svært at sige, men i hvert fald er det allerede svært at skaffe arbejdskraft inden for vindmøllebranchen. Vi er spændte på det, og vi siger ikke nej til flere elever, siger Allan Kristiansen.

Vindmølleparken Thor skal stå klar i 2027.